Susanne Ussing og Carsten Hoff deltager i The Nordic Biennale of Contemporary Art fra 17. juni til 11. oktober 2017 på galleri Momentum i Moss, Norge.

De udstiller projekt Cyberspace, skumskulptur og Smyrna-puden.

momentum9.no

· · · · · · · · · · ·

KØS – museum for kunst i det offentlige rum
Nørregade 29, 4600 Køge
Telefon: 56 67 60 20
www.koes.dk

15 favoritter fra samlingen
14. marts 2015 - 7. februar 2016

Samlingsudstilling med et stærkt udvalg af nyerhvervelser bl.a. Elmgreen & Dragset, Mogens Møller, Poul Gernes, Ann Lislegaard og Susanne Ussing, som er repræsenteret med Frihedsgudinde 2 og forarbejderne til serien af Frihedsgudinder.

· · · · · · · · · · ·

Artikel fra Kunstkritikk.dk:

(Gen)opfindelsen af cyberspace

Af Jacob Lillemose og Mathias Kryger

Susanne Ussing, Cyberspace, 1968-70, collager, letraset klæbefolie og lystryk.

På udstillingen What’s Happening?, som fornyeligt kunne ses på Statens Museum for Kunst, gik man blandt værker fra den danske 1960er og 70er-kunsts lokale versioner af pop-kunst, feministisk performance og konceptminimalisme, og så støder man pludselig på ordet «CYBERSPACE». Sådan står det nederst i højre hjørne, i versaler, på en collage, hvor menneskefigurer er placeret i rum af geometriske og organiske former. Afsenderne er kunstneren Susanne Ussing (1940-1998) og arkitekten Carsten Hoff (f. 1934). Kollagen er et af flere værker som Ussing og Hoff producerede i årene 1968-1970 under navnet Atelier Cyberspace, og som også var udstillet på What’s Happening?

Udstillingen til trods er Atelier Cyberspace nok forholdsvis ukendt i den danske kunstoffentlighed, som traditionelt ikke har interesseret sig nævneværdigt for forbindelsen mellem kunst og teknologi. Og i den internationale mediekunsthistorie, som disse år er ved at blive skrevet, er den totalt ukendt. Derfor hedder det sig, at begrebet cyberspace stammer fra en helt anden kant, fra en anden tid. For siden den amerikanske forfatter William Gibson i novellen Burning Chrome (1982) beskrev cyberspace, som «en grafisk repræsentation af data udledt fra enhver computer i det menneskelige systems bredder» har begrebet været knyttet til forestillinger om en gennemgribende digitalisering af vores eksistens, perception og erkendelser, ofte med et mørkt social-politisk perspektiv.

Der hersker konsensus om denne definition af cyberspace og dens medfølgende begrebshistorie, både i akademisk diskurs og i den almene viden som formidles via Wikipedia, hvor der kort og godt står: «Cyberspace er en betegnelse for virtual reality introduceret af William Gibson.»

Susanne Ussing, Cyberspace, 1968-70, collager, letraset klæbefolie og lystryk.

Som man kan se på What’s Happening? er det ikke historisk korrekt, men ligeså interessant det er at Ussing og Hoff introducerer cyberspace mere end et årti før Gibson, er det, at det præsenterer en anderledes optimistisk og human forestilling om cyberspace.

Ligesom hos Gibson var referencen for Ussing og Hoff kybernetikken, den førende nye videnskab, som vandt stor udbredelse efter Anden Verdenskrig med psykiateren William Ross Ashby, fysikeren John von Neumann og ikke mindst matematiker og filosof Norbert Wiener og hans bog Cybernetics: Or Control and Communication in the Animal and the Machine (1948). Wieners bog var et stykke spekulativt videnskab, som udforskede mulighederne for at kontrollere alle aspekter af samfundsudviklingen gennem programmerbare systemer, hvis styrende princip var såkaldte feedback-mekanismer.

Kybernetikken var i de første år hovedsagligt et institutionelt videnskabeligt anliggende, men op gennem 1960erne opstår der en bredere interesse for kybernetikken i forlængelse af en i tiden udbredt interesse for selvorganisering, som en ny samfundsmodel.

Ussing og Hoffs tilgang til cyberspace udsprang således mest af alt af en interesse i kybernetikken som transdisciplinær metode.

«Vi var nysgerrige. Vi ville vide, hvad der skete i tiden. Vi læste Wieners bog Menneske og Automat: kybernetikken og samfundet, som blev oversat til dansk i starten af 1960’erne. Og vi tog over og så udstillingen Cybernetic Serendipty på ICA i London i 1968. Det var en øjenåbner. Den handlede om kunstens muligheder for at benytte sig af den moderne teknologi, især informationsteknologien. Om det var udstillingen, som gjorde, at vi begyndte at læse Wiener eller omvendt, kan jeg ikke huske. Men jeg husker, at kataloget var en stor inspiration, » fortæller Carsten Hoff til Kunstkritikk.

Gordon Pask, The Colloquy of Mobiles, 1968. Cybernetic Serendepity, ICA, London 1968.

Således begyndte Ussing og Hoffs samarbejde under navnet Atelier Cyberspace med en interesse for rum, sanselighed og teknologi. De befandt sig modsat Gibson på et så tidligt tidspunkt i den digitale teknologis udvikling, at computeren mere var et spørgsmål om generelle visioner og om en ny forestillingsverden af muligheder, end om konkrete maskiner.

Og netop fraværet af computere er iøjnefaldende, når man ser kollagerne er fra 1968-1970, som knytter an til de «sanserum» som Ussing og Hoff lavede i den periode. En «plakat» udført i transparent plastik og lammeskind for en sanseudstilling i Nikolaj Kirke fra 1969, opremser en række ord til beskrivelse af projektet: system, tilfældighed, gentagelse, bevidsthed, natur og naturligvis også ordet computer. Ordet computer er ikke særligt fremhævet, men står i rækken blandt de andre.

I udstillingen på Statens Museum for Kunst sås også et enkeltstående element fra et af disse sanserum. Det består af abstrakte møbellignende skulpturer og rumelementer med polystyrenskum- og kugler, som det gennemgående materiale. Man er med andre ord, i et helt andet og fysisk cyberspace end Gibsons immaterielle hallucination, og når man i dag spørger Carsten Hoff, hvorfor der ikke er nogen computere i Ussings og hans version af cyberspace lyder svaret:

Atelier Cyberspace, Sanserum, Charlottenborg, København 1970. Susanne Ussing og Carsten Hoff lavede over to år en række Sanserum i fuld skala. Ideen var at lave rumlige interventioner, der virkede fysisk affektivt og som opløste rummet. Samtidigt skulle de give en oplevelse af en organisk sammenhæng mellem kroppen og verden.

«Fordi computere ikke eksisterede på det tidspunkt! Eller det vil sige det gjorde de, men det var kun ude på regnecentralen og Danmarks Tekniske Højskole, og de computere fyldte så meget som et værelse. På et tidspunkt, i 1969, troede vi, at vi skulle lære det, så vi gik til kurser, hvor vi lærte programmeringssproget ALGOL. Det var sådan noget med 0 og 1 og en papirstrimmel, men vi forstod faktisk ikke særligt meget. I realiteten var kurset til folk der skulle styre tal, altså regnskabsfolk. Vi var de eneste kunstnere, en slags aliens i det miljø. Og da læreren en dag sagde at der var eksamen, så kiggede Susanne og jeg på hinanden og så tog vi vores tasker og takkede farvel.»

Tiden omkring 1970 tæller flere udstillinger, som tematiserer forholdet mellem teknologi og kunst blandt andre Software (1970) på Jewish Museum og Information på Museum of Modern Art, begge i New York, men dem kendte Ussing og Hoff ikke til: «Nej, vi kørte vores eget løb, da vi havde fået fat i de der idéer. Det var en meget intuitiv forståelse af teorien ud fra det muligheder vi havde. Vi prøvede at skaffe os så meget viden som muligt. Ikke for teorien i sig selv, men for at komme videre med at lave noget.»

For Ussing og Hoff var cyberspace som begreb således ikke et stort forkromet teoretisk udsagn. Selve ordet kom til dem en af de morgener i sengen, hvor de som kærestepar vågnede efter at have arbejdet til sent eller efter at have været ude og feste. Det var i følge Hoff «en fase af fabuleren, som var meget kreativt. Kombinationen af forelskelse og fest, og så vågner man næste morgen og føler sig befriet.»

Modsat Gibson skrev de ikke en definition ned. Som Hoff siger: «For os betød cyberspace kort og godt, styring af rum. Der var ikke noget esoterisk over det. Heller ikke noget digitalt. Det var bare redskabet. Rummet var konkret fysisk.»

Plakat til Sanserum i Nikolaj Kirke 1969, Tryk på plastik, uld, Atelier Cyberspace (Susanne Ussing og Carsten Hoff).

Det særlige ved Ussing og Hoffs cyberspace er, at det var et arkitektonisk – i betydningen rumligt – koncept. Selvom kybernetikken blev applikeret til en lang række discipliner og fagområder, så er der ingen andre, der, på det tidspunkt arbejder med at integrere den direkte i arkitekturen. Ifølge Hoff var de «forholdsvis ensomme i det dér. Der var ikke noget miljø, så vidt jeg ved. Jeg er i hvert fald ikke stødt på kollegaer, som var inde i det felt på det tidspunkt.»

Managementteoretikeren Stafford Beer og den chilenske præsident Salvador Allende forsøgte sig godt nok i 1973 med det mislykkede eksperiment Cybersyn, som skulle realisere en socialistisk revolution gennem en infrastruktur baseret på kybernetiske feedback-mekanismer, men der var snarere tale om en kybernetisk samfundsmodel end om kybernetisk arkitektur.

Da Ussing og Hoff var i London for at se Cybernetic Serendipity mødte de også gruppen Archigram, hvis elaborerede fantasier repræsenterede et af tidens fremmeste arkitektursyn og de interviewede Peter Cooks fra Archigram. De fandt ud af, at gruppen også var optaget af teknologi, men som Carsten Hoff siger «mere på et produktniveau, hvor de forestillede sig, at man kunne kombinere forskellige produkter til nye produkter.»

Ussing og Hoff kom til teknologien og kybernetikken med et helt andet ærinde: «Vores fælles udgangspunkt var, at vi arbejdede med udformningen af de fysiske omgivelser, og vi var begge to frustrerede og misfornøjede med den måde især boligbyggeriet blev udformet på i den periode. Vi følte der var brug for at løse op for den stive byplanlægning og give skaberkraften tilbage til mennesket, så det selv kunne forme sit hus eller bolig, i stedet for at der kom en klog arkitekt og sagde, sådan skal du bo. Vi tænkte i åbne systemer, hvor tingene kunne udvikle sig efter behov.»

Andre i samtiden var dog optaget af spørgsmål om rum og livsformer og om at gentænke dem, som fx sociologerne Michel Foucault og Henri Lefebvre og filosoffen Gaston Bachelard. Men inden for den franske tænkning som Foucault, Lefebvre og Bachelard repræsenterede var kybernetikken stigmatiseret som anti-humanistisk. Ussing og Hoffs projekt forbandt sig da også mere med en amerikansk tradition for at gøre det selv, for selv at skabe sin bolig. Hoff kalder Stewart Brands tidsskrift Whole Earth Catalog en af biblerne, ligesom også Buckminster Fuller blev læst: «Han var pisseinspirerende, men ikke til individualitet, sådan som vi var. Vi var mere inspirerede af kolonihaverne og deres udtryk for mangfoldighed og frodighed.»

What’s Happening, installation view (værker af Atelier Cyberspace og Susanne Ussing), Statens Museum for Kunst, 2015.

Den installation, der blev vist på Statens Museum for Kunst tæller stort set alle værker fra cyberspace-projektet, men et værk er ikke med. Det blev aldrig realiseret, og i dag er tegningerne forsvundet, fortæller Hoff, og beskriver noget der lyder som en 3-D printer avant la lettre: «Vi forestillede os også en mobil produktionsenhed, hvor tegningerne desværre er blevet væk. Det var sådan en lastbil, som havde en dyse bag sig. Som en bi, der laver sit bo. Dysen lagde materiale på, så det voksede og blev til amorfe paddehatte eller hvad man kunne forestille sig. Den skulle så været styret af en computer så man kunne lave interessante former og rumforløb. Det var en sammensmeltning mellem organiske og teknologiske systemer, som en ny måde at strukturer verden på. Og en modbevægelse til den industrielle ensretning. Vi forestillede os at vi måske ved hjælp af avancerede programmer kunne efterligne den måde naturen skaber produkter på, hvor de er i samme familie, men har forskellige udformninger. Alle egetræer er egetræer, men der er ikke to egetræer, som er fuldstændigt ens. Og så kom der et nyt materiale som polystyrenskum. Det opførte sig som natur, i den forstand at det voksede når man blandede dets to komponenter. Nærmest som en svampevækst. Derfor var det oplagt at bruge det i vores arbejde med Atelier Cyberspace.»

Der skulle som sagt gå flere årtier inden arkitekter for alvor begyndte at integrere kybernetik og computere i deres arbejder, og i sidste ende blev det, i den sammenhæng begrænsede teknologiske fremskridt, også slutningen på Ussing og Hoffs cyberspace-projekt. Når Hoff ser tilbage på projektet i dag er det således mest som en inspirationsperiode: «Uden at være bevidste om det, var det en periode, hvor vi skærpede vores interesse for mulighederne i det teknologiske. Vi fandt hurtigt ud af, at vi var ude af sync med tiden, fordi det var totalt umuligt at få nogen til at arbejde med computere for os. Det eksisterede ikke udover det embryonale stadie, og vi ville gerne bygge. Derfor forblev cyberspace-projektet på et mere manifest-agtigt niveau.»

Projektets «afbrudte» karakter til trods ansporer Atelier Cyberspace ikke desto mindre til genskrivning af begrebets historie. Måske endnu vigtigere er det et tidligt og smukt visionært eksempel på en særligt organisk og sanselig teknologiforståelse, som ironisk nok forsvinder med den teknologiske udvikling til fordel for maskinens anderledes rationelle logikker. I den forstand kan Atelier Cyberspaces projekt nærmest siges at være et stykke science fiction, en drømmende forestilling om en teknologi, som var – eller stadig er – forud for sin tid, men endnu ikke er realiseret, og hvis potentiale netop derfor stadig udfordrer os til at gentænke og udvide horisonten for vores teknologiforståelse.

Atelier Cyberspace, Sanserum, Forum, København 1969. En koncert-udsmykning i kæmpe skala i Forum, København, bestående af plastik, balloner og vand og som under koncerten fungerede som baggrund for et psykedelisk lysshow.

· · · · · · · · · · ·

Statens Museum for Kunst
Sølvgade 48-50, 1307 København K
Telefon: 33 74 84 94
www.smk.dk

What's Happening?
Periode: 25. marts – 2. august 2015

Udstillingen stiller skarpt på den eksperimenterende kunst mellem 1965 og 1975. Hvad er kunst? Hvad skal den? Hvad gør den? Kunsten blev rykket ud af rammerne og ned fra soklerne. Den blandede sig i populærkulturen, dagligdagen, moden, seksualitetens frigørelse og i den nye kvindebevægelse. En ny generation af kunstnere, forfattere og kritikere spurgte ikke længere til, hvad kunsten er, men hvad kunsten gør. Også kunstnerrollen forandrede sig, og nye fælles arbejdsprocesser og kollektive manifestationer så dagens lys.

Susanne Ussing er reprresenteret i udstillingen med Smyrna-puderne, Cyberspace-serien, plakaten til Sanserum og en minimumsbetragtning.

· · · · · · · · · · ·

Den Frie Udstilling

16. august–28. september 2014

Projektbeskrivelse

Soloudstilling med Susanne Ussing i Den Frie Udstillingsbygning

Fra d. 16. aug.-28. sept. 2014 viser Den Frie Udstillingsbygning en omfattende soloudstilling med Susanne Ussing, der gennem nedslag i kunstnerens store og vidtforgrenede værkproduktion vil belyse og perspektivere hendes indsats i krydsfeltet mellem kunst og arkitektur. Susanne Ussing døde desværre alt for tidligt i 1998 som kun 57-årig og hendes produktion af sanselige, rumlige, poetiske og politiske værker har aldrig været vist samlet i al sin mangfoldighed på den måde, som det vil kunne opleves i Den Frie.

Susanne Ussing var en banebrydende kunstner i nyere dansk kunsthistorie. Hendes livsværk strækker sig over en lang række medier, materialer og kunstneriske udtryksformer og bærer præg af en sjælden nysgerrighed, poetisk sans og lyst til at eksperimentere.
Spændvidden i hendes produktion går fra keramiske værker, skulptur og installation over collage og tegning til arkitektur af ofte meget eksperimenterende og visionær karakter. Derudover organiserede og kuraterede hun udstillinger med egne og andres værker, bl.a. de såkaldte ’sanseudstillinger’ og en række udstillinger målrettet børn og ikke mindst gjorde hun sig bemærket med en lang række udsmykningsopgaver for tøjbutikken Nørgaard på Strøget. Denne mangfoldighed og forskelligartethed i Susanne Ussings produktion har gjort hendes værk svært at placere og har medført, at hun ikke har fået den store opmærksomhed, som hun har fortjent, hverken som billedkunstner eller arkitekt.

Hvorfor det er på tide at få ’genopdaget’ Susanne Ussing?

Dén form for konstant eksperimenterende, socialt engageret, nysgerrigt og vidtforgrenet kunstnerisk aktivitet, som Ussing om nogen stod for, er med tiden kommet til at stå endnu skarpere. Kunsten her i begyndelsen af det 21. årh. Har nemlig i særlig grad har fokus på dét, der ofte kaldes ’overskridelsens æstetik’, som en kunstkategori i sig selv. Udstillingen i Den Frie vil vise Ussing som en foregangsfigur for de mange kunstnere i dag, der ikke lader deres kunstneriske eksperimenter begrænse af konventioner og skel mellem eksempelvis billedkunst og ’social design’, boligbyggeri og udsmykningsopgaver. Susanne Ussing var en kunstner, der på sin egen måde lagde sig i forlængelse af og videreførte det arbejde, som bl.a. J.F. Willumsen påbegyndte omkring forrige århundredeskifte. Willumsen var ikke blot en slags faderfigur for den danske skønvirke-tradition, men er også manden bag selve Den Frie Udstillingsbygning, som netop i 2014 udvides med en ny underetage. Desuden er det i år nøjagtigt 100 år siden udstillingsbygningen blev flyttet til sin nuværende placering på Oslo Plads, hvorfor årets udstillingsprogram vil have et stærkt fokus på arkitekturen og rummet og disses forhold til billedkunsten. Netop i den forbindelse er Ussings livsværk et af de mest betydningsfulde og inspirerende i Danmark i det 20. århundrede.

Udstillingen i Den Frie

I Den Frie er der mulighed for at komme rundt om det vidtforgrenede livsværk og give publikum et indblik i Susanne Ussings helt særlige kreative praksis i samspil med den unikke arkitektur i J.F. Willumsens udstillingsbygning – i sig selv et totalværk af billedkunst og arkitektur. Udstillingen vil vise en række aspekter af Ussings virke, herunder centrale områder som rumlig grundforskning og materialeudvikling; arkitektur; stedsspecifikke værker; installationer med oplevelse, leg og sansning; politiske statements og skitser samt skulptur og keramik. Udstillingen vil bindes sammen af ’markører’ såsom eksempler på de mange dagbogstegninger med Barsebäck i kontur, delvist brændte værker fra den brand, som udslettede store dele af kunstnerskabet og blev skæbnesvangert for den videre produktion samt de fugle, som Ussing brugte ikonisk i en lang række værker. På den måde bliver udstillingen en samlet fortælling om forløbet i et kunstnerskab og ikke blot en række nedslag i forskelligartede udtryksformer.

Til gengæld inviterer bygningen til en uformel og sanselig præsentation, helt i hendes ånd. Det drejer sig om at vise, hvordan Ussing konstant vekslede mellem de forskellige arbejdsområder og lod dem inspirere hinanden. Udstillingen skal give os en indsigt i en kunstners vedvarende arbejde for at forstå, perspektivere og formidle samtidens behov for andre måder at forholde sig til kunstneriske udtryk og menneskelige omgangsformer på. Netop nu, hvor billedkunst og arkitektur ’låner’ fra hinanden og rumlige eksperimenter udføres i et omfang, som ikke er set før, er det på sin plads at undersøge, hvad kan vi lære af Susanne Ussings kreative praksis.

Med udstillingen af Susanne Ussings livsværk i Den Frie håber vi at kunne sætte fokus på de interessante problemstillinger, der i det 20. årh. og nu ind i det 21. årh. til stadighed foregår i diskussionen omkring kunst, arkitektur og rum og som i dag har fået fornyet aktualitet ved den cross over-kultur, som unge kunstnere og arkitekter benytter sig af. Og ikke mindst vil vi gøre opmærksom på en innovativ, engageret og original kunstner.

Pressemeddelelse

SUSANNE USSING - en udstilling i vadestedet mellem lykkelig drøm og kluntet virkelighed

Fernisering: fredag d. 15/8 kl. 17 - 20.
Udstillingsperiode: 16/8 - 28/9 2014

Den Frie Udstillingsbygning slår dørene op for en omfattende soloudstilling med billedkunstner og arkitekt Susanne Ussing.

Gennem udvalgte nedslag i Susanne Ussings vidtforgrenede værkproduktion belyser og perspektiverer udstillingen hendes indsats indenfor både kunst og arkitektur. Susanne Ussing døde i 1998 som kun 57-årig og hendes produktion af sanselige, rumlige, poetiske og politiske værker har aldrig været vist samlet i al sin mangfoldighed. Nu vil den kunne opleves i Den Frie Udstillingsbygning, hvor udstillingsprogrammet for 2014 - i anledning af den igangværende udvidelse og 100-års jubilæet for huset ? har fokus på forholdet mellem kunst og arkitektur.

Arkitekt Carsten Hoff, Susanne Ussings samlever og mangeårige partner i tegnestuen Ussing & Hoff, har for første gang åbnet samlingen af efterladte værker. Dermed er det blevet muligt, med udstillingen i Den Frie, at sætte fokus på de interessante problemstillinger Ussings virke rejser og som i dag har fået fornyet aktualitet ved den cross over-tilgang, som kunstnere og arkitekter i stigende grad benytter sig af.

Med arkitekturprojekter som Thylejeren, sanseudstillingerne målrettet til børn og en lang række projekter i det offentlige rum, var Susanne Ussing banebrydende for sin samtid. Selvom hun var stærkt påvirket af tidens strømninger, gik hun sine egne veje. Hendes livsværk strækker sig over en lang række medier, materialer og kunstneriske udtryksformer og bærer præg af en sjælden nysgerrighed, poetisk sans og en lyst til at udforske materialerne. Hendes produktion går fra keramiske værker, skulptur og installation over collage og tegning til arkitektur, ofte af meget eksperimenterende og visionær karakter. Hun lod sig ikke begrænse af konventioner og skel mellem eksempelvis billedkunst og ?social design?, boligbyggeri og udsmykningsopgaver. Samtidig var hun ikke bange for at kaste sig ud i projekter, som set med datidens øjne ikke var helt politisk korrekte. Vinduesudsmykningerne hos Nørgaard på Strøget, som Ussing gennem en årrække skabte, matchede ikke Kvindebevægelsens holdning til modebranchen, der ansås som kvindeundertrykkende og mandsdomineret. Men for Susanne Ussing var der noget helt andet på spil, nemlig kunsten, arkitekturen og hvordan disse kunne integreres i samfundet og der igennem give betydning.

Susanne Ussing arbejdede vedvarende for at forstå, perspektivere og formidle samtidens behov for andre måder at forholde sig til kunstneriske udtryk og menneskelige omgangsformer på. Udstillingen i Den Frie vil vise disse aspekter af Ussings virke, rumlig grundforskning og materialeudvikling, som både placerer hende i sin samtid, men også aktualiserer hende i en nutidig kontekst.

Udstillingen er tilrettelagt og udviklet af Carsten Hoff og Dola Bonfils i samarbejde med Den Frie Udstillingsbygning.

For yderligere information kontakt venligst Presse - og Udstillingsinspektør Kit Leunbach: kl@denfrie.dk eller +45 23 32 68 70. Pressebilleder er tilgængelige på http://denfrie.dk/presse/